For nogle år siden var jeg træt hele tiden, især om vinteren. Jeg spiste sundt og trænede, så det gav ingen mening. En blodprøve viste, at jeg manglede D3 og et par andre vitaminer.

Så jeg begyndte at tage vitaminer. Religiøst. I tre uger. Så glemte jeg det. Et par måneder senere begyndte jeg igen. Tre uger. Så stoppede jeg. Det gentog sig to gange til.

Jeg havde den bedst tænkelige grund til at tage det. Og jeg gjorde det bare ikke.

Jeg havde undervurderet, hvor meget arbejde der ligger i det. Fire forskellige dåser, genkøb på skæve tidspunkter fordi de løber tomme forskudt, huske at bestille i tide, hente i pakkeshoppen, fylde pilleæsken hver uge, og oven i det hele huske at tage det hver eneste dag. Det endte med tre halvtomme bøtter i en skuffe og en pilleæske jeg for længst havde opgivet.

Så så jeg mig omkring. Ingen i min omgangskreds tog deres vitaminer hver dag. Selvom de alle havde købt dem. Det er ikke viljen, der er problemet. Det er arbejdet.

Så jeg lavede det, jeg selv manglede. Fire daglige tilskud, færdigdoseret i én pose, leveret i postkassen, uden et eneste led hvor det kan gå i stå.

Det blev til The Lazy Club. Navnet er ikke en joke, det er kravet til produktet: det skal være så nemt, at det også bliver taget på de dage, hvor du ikke gider noget som helst.

Vi er efterhånden mange, der tager vores vitaminer hver eneste dag. Det medlemmerne skriver til mig, er næsten altid det samme: det er første gang, de gør det hver dag uden at tænke over det.